Hybrid

Ninette Larsen udtrykker i sine debutdigte Hybrid noget nyt, noget ikke-før-set. Hun repræsenterer ikke bare den yngste litteratur, hun inkarnerer den. Det vil sige: hun er en sådan ny litteratur. Hun ånder sit udtryk med samme selvfølgelighed, som hun trækker vejret. Det er naturligt for hende at skrive præcis, som hun gør. Altså er hendes digte digte i naturform. Sådan som digte må være og skrives for et naturtalent.

I mangel på den erfaring og det panser, som årerne giver eller kunne give, har hun kun sproget selv til rådighed. Men det har hun qua sin alder til gengæld også i overmål. Hun er nemlig i den fase af livet, hvor billederne bliver til. Det vil sige ikke-20-år-gammel. Man tænker uvilkårligt på Morti Vizki eller Michael Strunge. At der er den uspolerethed i billeddannelsen og i farten og dødsforagten. Og at den uspolerethed paradoksalt nok lever af og med det dybe sår.