Pulvermanden

En original, billedrig, eksistentielt afsindig, fascinerende og engagerende roman.
I sin kosmiske fornemmelse ligger den i forlængelse af Schades romaner og den surrealistiske tradition i det hele taget. I sin balanceren på den uendeligt farlige grænse mellem liv og død og i sin diskussion af den frie vilje i forhold til kroppen er der tale om en problematik, som man måske især kender fra Lermontov og - senere - den store russiske roman. Og så er der selvfølgelig skildringerne fra den seksuelle undergrund linier bagud til John Rechy, Hubert Selby og Jean Genet.
Der er mange lag i romanen. Først og fremmest er der fortællingen om københavneren X, en ung bøsse på jagt efter en ekstase, som måske findes der, hvor han i den grad underkaster sig den elskedes vilje, at han glemmer sig selv og forsvinder. han opsøger smertens lyst og overgiver sig selv til en sadist.
Omkring denne inderste fortælling udfolder forfatteren en række andre historier. En af dem handler om bøssevennen Hertha, der går i panik, da han får at vide, at han er ramt af AIDS. Her er det den københavnske scene, der skildres - ganske som den europæiske beskrives effektivt og flot i de andre historiers beretning om en tysk bøsse-terrorist-gruppe, som smadres indefra af voldsideologien.