Albertines fortællinger

Albertine, der på grund af en medfødt rygskade er dømt til livslang frøkenstand, sidder det meste af tiden ved vinduet og betragter livet i landsbyen. Hun nedskriver sine tanker og observationer i en dagbog,og den danner sammen med hendes mundtlige fortællinger grundlaget for romanens beskrivelse af to slægters udvikling og endelige forening.

Det store persongalleri, der rummer adelige og fattigfolk, skovfogeder og præster, kunstnere, dagdrømmere, sindssyge, livsnydere og asketer, er skildret med stor indlevelsesevne.

Første optegnelse er fra 1886, sidste fra april 1943, hvor Albertine skildrer den egentlige fortællers fødsel.